Tips & Råd

Husforsikring

tilstandsrapport pris

Husforsikringen dækker alt, hvad der har med selve huset, dets tag, murværk og fundament at gøre og dækker skader på huset, der har med brand, storm, regn, sne og frost, samt hærværk og skader efter indbrud at gøre. Inventar og løsøre inden i huset dækkes af indboforsikringen.

En husforsikring – eller en villaforsikring, som nogle selskaber kalder den – dækker de skader der opstår pludseligt og uden forudgående varsel på husets ydre, samt indervægge og andre bygningsdele der er inde i huset eller genstande, der regnes for fast inventar.

Få gratis tilbud på husforsikring hos Tjenestetorvet.dk

Tjek dækningen og hold forsikringsselskabet opdateret

Husforsikringen er en af de forsikringer, hvor der kan være stor forskel på dækningen fra selskab til selskab og hvor det er vigtigt, at du hele tiden oplyser dit forsikringsselskab om de ændringer, du foretager på huset. For kun ved at gøre det, er du sikker på, at du er forsikret korrekt og at forsikringen rent faktisk dækker, den dag der sker noget.

Med hensyn til dækningen handler det især om, hvad der er med i forsikringens standarddækning og hvad der skal tilkøbes dækning for. Så det er vigtigt, at du nærlæser din forsikringspolice for at sikre dig, at alt er dækket, som du forventer det.

Det betyder også, at husforsikringen er den af de forsikringer, hvor der kan være mange penge at spare, ved at undersøge prisen hos flere forsikringsselskaber.

Kan det betale sig at gå efter den billigste husforsikring?

Desværre er det sjældent billigst at købe husforsikringen separat hos et selskab og så have dine andre forsikringer et andet sted. I dag går alle forsikringsselskaber nemlig efter at have alle dine forsikringer samlet hos sig. Det giver dem større mulighed for at fordele risikoen ved at forsikre dig på flere forskellige forsikringer og derfor giver det dig oftest også den billigste pris at samle alle dine forsikringer et sted.

forsikring af hus

Det kan godt betale sig at finde lommeregneren frem, når du vil finde den billigste husforsikring.

Så det er mere et spørgsmål om at vurdere besparelsen ved at flytte alle sine forsikringer til et andet selskab end at se på besparelsen på f.eks. husforsikringen alene. Selv om du finder en billig husforsikring i et andet selskab, end du har dine forsikringer i nu, er det ikke sikkert, at du sparer noget på bundlinjen ved at flytte alle forsikringerne over til dem.

Man kan sammenligne det lidt med slagtilbud i en dagligvarebutik. Ved at have tilbud på mælk eller kød, trækker butikken nye kunder til og håber så på, at de kan tjene den mistede omsætning ind, ved at du også køber nogle af deres andre – og måske dyrere – varer på vej ud af butikken. Sådan er det også med forsikringer.

Få hjælp online til at finde de billigste forsikringer

Derfor er det oftest en større operation at få flyttet dine forsikringer fra et selskab til et andet. I hvert fald hvis du vil stå for det selv. Det kan nemt tage lang tid og mange telefonopkald og møder at få indhentet tilbud fra de forskellige selskaber.

Men heldigvis kan du få hjælp online hos en af de mange tilbudsportaler, der er dukket op de seneste år. Her kan du nemt og ganske gratis indhente tre tilbud på dine forsikringer, bare ved at udfylde en formular på tjenestens hjemmeside med oplysninger om de forsikringer, du ønsker et tilbud på.

Det fungerer nærmest ligesom en smørebrødsseddel, hvor du krydser de forsikringstyper af, som du ønsker tilbud på. Derefter bliver du spurgt om nogle yderligere detaljer om de valgte forsikringer og til sidst angiver du dine kontaktoplysninger, så tjenesten kan få fat i dig, når de har tilbuddene klar.

Det tager ikke særlig lang tid at udfylde og det tager sjældent mere end en dags tid eller to, før tilbuddene begynder at lande i din indbakke. Derefter kan du nemt sammenligne dækning og priser på de forskellige tilbud og vælge det tilbud, der giver den bedste dækning til den billigste pris.

Indhent tilbud på husforsikring hos Tjenestetorvet.dk

Hvad bestemmer prisen på en husforsikring

Når du skal indhente tilbud på husforsikringen, bestemmes prisen på forsikringen typisk af:

  • Hvor i landet du bor
  • Størrelsen på huset i kvadratmeter og antal etager
  • Antallet og størrelsen af andre bygninger på grunden
  • Alderen på de bygninger, du ønsker forsikret
  • Bygningernes konstruktion og materialevalg
  • Bygningernes stand
  • Hvor stor en selvrisiko, du vælger
  • Hvorvidt du har dine øvrige forsikringer i det samme forsikringsselskab

Husets offentlige vurdering har til gengæld ikke noget med prisen på husforsikringen at gøre. Forsikringen ser udelukkende på hvilken risiko, der er for, at huset kan gå i stykker. Det betyder, at især vedligeholdelsen og materialevalget har stor betydning for forsikringens pris. Har du f.eks. stråtag på huset, er risikoen for at taget – og dermed huset – bryder i brand, langt højere end hvis du havde haft tegl- eller ståltag på. Det koster ekstra.

Nyt for gammelt

Det helt særlige ved en husforsikring er, at den dækker med det, der i forsikringsverdenen kaldes for ”nyt for gammelt”. Det vil sige, at du får nye ting i stedet for det, der er gået i stykker. Det vil jo også være svært at finde og lægge et gammelt tag i samme stand på huset, hvis det tag der lå i forvejen, har fået en skade.

Denne erstatningsmåde er anderledes i forhold til andre forsikringstyper, hvor du kun vil få en erstatning, der modsvarer alderen på den beskadigede genstand. Det kræver dog, at skaden er opstået pludseligt og uventet uden varsel, samt at den ikke har kunne forudses.

Det vil sige, at hvis der kommer en storm og blæser taget af huset, så dækker forsikringen, men hvis taget ikke har været ordentligt vedligeholdt og det derfor kunne forudses, at taget ikke kunne holde til en storm, så nedsættes eller bortfalder forsikringsdækningen.

Så selv om forsikringen dækker med nyt for gammelt, skal det gamle, der er beskadiget stadig være i orden og i forsvarlig stand.

Brandforsikringen er en del af husforsikringen

Brandforsikringen på huset er altid en del af husforsikringen. Det dækker genopbygningen af huset efter en brand, men ikke inventaret i huset. De er dækket af indboforsikringen.

Brandforsikringen på huset er en vigtig forudsætning for, at du kan optage lån i huset. Skulle huset gå hen og brænde, har långiveren stadig sikkerhed for sine penge. Men brandforsikringen dækker også et lidt uventet sted.

Står cirkulationspumpen til centralvarmen af på grund af et lynnedslag eller en kortslutning i el-nettet, er det husets brandforsikring, der dækker. Det kræver naturligvis, at kortslutningen ikke skyldes menneskelige fejl eller dårlig eller manglende vedligeholdelse af husets el-installationer.

Et hus og en husejer har også et ansvar

Husforsikringen har også en ansvarsdel. Den dækker f.eks. hvis en tagsten rammer en forbipasserende under en storm eller hvis du har glemt at rydde sne eller salte indkørslen, så en besøgende falder og brækker benet.

Skulle du få brug for retshjælp i forbindelse med en sag mod en håndværker, der ikke har leveret det forventede arbejde på huset eller hvis dit køb af huset ender i retten, så indeholder husforsikringen oftest også retshjælp, så du kan få dækket dine udgifter til advokat op til et vist beløb.

husforsikring pris

Hos Tjenestetorvet.dk kan du gratis indhente tilbud på husforsikring fra de forskellige forsikringsselskaber.

Tillæg til husforsikringen

Som allerede nævnt er der stor forskel på, hvad der er en del af husforsikringen som standard og hvad der kræver en tillægsforsikring. Typiske forsikringer der kan købes som tillæg, er f.eks.

  • dækning af råd- og svampeangreb,
  • dækning af skjulte rør og kabler,
  • skader på stikledninger, vandskade-, glas- og kummedækning,
  • samt dækning af insekt- og skadedyrsangreb.

Blandt tillægsdækningerne er der nogle, du skal være særlig opmærksomme på. Når vi taler vandskader, så er det også muligt at forsikre sig på såkaldte skjulte eller uopdagede vandskader, der er opstået som følge af længere tids indtrængen af vand som følge af utætheder i taget eller i kælderens murværk. Det kræver dog oftest en dugfrisk tilstandsrapport og netop denne dækning er oftest ret pebret at tegne.

Med hensyn til stikledninger – f.eks. kloakafløb og husets el-tilslutning – så er den del af stikledningen, der ligger under grunden eller løber inde i huset som standard omfattet af husforsikringen, men den del der løber fra kanten af husgrunden og ud til installationerne i vejen, skal du købe en tillægsforsikring på.

Jo flere tillægsforsikringer, du vælger, jo dyrere bliver forsikringen, så overvej nøje hvilke dækninger, du har brug for.

Udbygningerne er også omfattet af husforsikringen

Alle de udbygninger der er på grunden og som er registreret hos forsikringsselskabet, er også omfattet af husforsikringen. Det vil sige, at hvis du opfører en ny carport eller et nyt skur, er det først omfattet af husforsikringen fra det tidspunkt, du har oplyst forsikringsselskabet om det.

Gør du ikke det, dækker forsikringen ikke og hvis den uanmeldte bygning – f.eks. fordi den blæser omkuld i en storm – laver skader på de bygninger, der er omfattet af forsikringen, dækkes disse skader heller ikke. Så som vi startede artiklen med at understrege, er det vigtigt, at du altid kontakter forsikringsselskabet, så snart der sker ændringer på bygningerne eller der kommer nye til.

I nedenstående video kommer Gjensidige Forsikring med gode råd til husforsikringen.

Fast inventar og nagelfaste genstande dækkes også af husforsikringen

Også fast inventar som f.eks. vaskemaskine, køleskab og andre hvidevarer er dækket af husforsikringen. Det gælder også alt det inventar, der sidder fast til huset. Det kaldes nagelfaste genstande i forsikringssprog og omfatter centralvarmeanlæg, brændeovne, el-installationer og lignende.

Det gælder også udvendigt nagelfast eller grundstøbt inventar som flagstænger, antenner og lignende. Faktisk dækker husforsikringen også skader på et hegn, hvis det er stillet op på en støbt grund eller har et muret fundament. Men det er ikke nok, der bare er smidt lidt tørcement omkring hegnspælene, det skal være et ordentligt fundament, der holder hegnet.

Hvornår er der tale om stormskade?

Storm er en af de mest voldsomme og oftest også mest opfattende skader, der kan opstå. Blæser der først nogle tagsten eller -plader løs, så vinden kan få fat inden under taget, går det oftest stærkt. Snart rives taget af og eventuelt nedbør skaber store vandskader i husets træværk og på inventaret.

For at du kan få forsikringen til at dække dine stormskader, skal vindhastigheden i det område du bor i, have været på minimum 17,2 meter i sekundet eller derover. Først da er der tale om stormskade. På forsikringsvejret.dk kan du slå din adresse op og se, om dit område er omfattet af stormskadeforsikringen for en bestemt storm.

Ved stormskade dækkes skaderne på indboet af indboforsikringen, mens skader på selve huset, knuste ruder, skader på udhuse og parkerede køretøjer, samt hvis der er løse tagsten, der har ramt forbipasserende, dækkes af husforsikringen.

Men hverken indboforsikringen – eller husforsikringen – dækker trampoliner, havemøbler eller andet udendørs løsøre, der er blæst væk under stormen. Indboforsikringen dækker kun indendørs indbo, der er blevet beskadiget som følge af stormskader på huset eller skader, der er opstået som følge af stormen. Det gælder f.eks. hvis din fryser er tøet op, fordi stormen har afbrudt strømmen. Den eneste mulighed for at få dækket udendørs løsøre er, hvis en del af taget eller andre bygningsdele er væltet ned over dine havemøbler.

En anden finurlighed ved stormskader er, at oprydning i haven efter væltede træer ikke dækkes af husforsikringen – og hvis træet er væltet ned i huset, så dækker husforsikringen kun fjernelsen af den del af træet, der ligger inden for grunden på huset. Resten skal du selv betale for.

Har du undervejs under stormen forsøgt at begrænse skadernes omfang eller forebygge, at der sker yderligere skader på huset – f.eks. ved at ringe til et redningsselskab – vil husforsikringen også dække dette.

Du har 14 dages fortrydelsesret på husforsikringen

Når du modtager forsikringspolicen på den forsikring, du har valgt, bør du nærlæse den for at sikre dig, at alt er som det skal være. Du kan nemlig kun opsige forsikringen og foretage ændringer i den i løbet af de første 14 dage efter tegningstidspunktet. Derefter kommer det til at koste dig penge at ændre i forsikringen og du kan først opsige forsikringen omkostningsfrit igen en måned før næste forsikringsperiode begynder. Det vil sige, at hvis du vil opsige forsikringen efter de 14 dage er gået, kan du først gøre det om et år, uden at skulle betale for det.

Så husk altid at læse forsikringspolicen. Det er kedeligt, hvis du ikke er dækket ordentligt ind, den dag skaden sker.

Skriv en kommentar